Tag-arkiv: filmpremiere

It all ends here

Jeg kan simpelthen ikke forstå, og er sikker på, at mange har det lige sådan, at den 10 år lange epoke, som Harry Potter er og som af nogen vil diskuteres, men som der ikke er den fjerneste grund til, går sine afsluttende timer i møde i disse dage.

Jeg tager dog Radcliffe’s egne ord om, at historien lever videre, selvom der ikke kommer til at ske flere nye ting, til mig, og ligeså Rowling’s ord om at Hogwarts vil tage vel imod en gang på gang på gang både i bøgerne og i filmene.

Så jeg vil naturligvis ikke lade dette være et trist og sørgmodigt farvel, men i stedet være glad og stolt over, at have været en del af Harry Potter-universet, og kunne glæde mig over at sætte mig til at se denne, er jeg sikker på, episke finale i aften sammen med tusinder og atter tusinder af andre.

Meget skal være gået galt hvis ikke vi kommer til at kunne kalde filmen en retmæssig afslutning på Harry Potter-fænomenet, og igen vælger jeg at stole fuldt ud på alle, der har været med til at lave filmene, som jeg har kunnet gøre de andre gange. De mange umådeligt pæne anmeldelser går heller ikke forbi min næse.

Jeg glæder mig som et lille barn og jeg håber, jeg ikke kommer til at tude netop som et lille barn i biografen i aften. Jeg ser dog frem til en fantastisk premiere i selskab med min far og min onkel og mine to 30-årige fætre, som alle glæder sig ligesom jeg. Min onkel kommer vi til at diskutere de forskellige scener med inden og efter og alle de små finesser, som har gjort værket. Det elsker jeg. Det bliver fedt. Jeg håber, I alle får en fantastisk Harry Potter-aften!

Tak for et fantastisk år 2010 allesammen!

På denne sidste dag af året sidder jeg med en blandet følelse af, at 2010 er fløjet af sted i en frygtelig fart men samtidig også en følelse af, at det har været et helt fantastisk år spækket med mange blandede minder. Og som vi alle er så fint bekendt med, så går tiden jo hurtigst, når man har det sjovt, ikke?
Året 2010 har været et ganske særligt år på mange måder. Som en af de største begivenheder på året afsluttede jeg 9. klasse i juni måned med mine afgangseksaminer i dansk, engelsk, matematik, fysik, biologi og tysk. Jeg havde besøgt Ørestad Gymnasium som det eneste gymnasium til besøgsaftenen i januar måned, og havde sat det som førsteprioritet på den famøse liste over skoler, man søger ind på. For mit vedkommende kun med ét andet alternativ, nemlig Københavns Åbne Gymnasium, hvor Tine fra daværende pagaya.dk kom ind. Det lykkedes mig dog at komme ind på min drømmeskole, og langt om længe kunne jeg sige farvel til den klasse, jeg havde tilbragt de sidste ti år af mit liv sammen med, men som jeg dog på trods af dette ikke følte andet end lettelse over at skulle forlade, da vi aldrig, nogen af os, havde haft noget nær et ordentligt klasseforhold sammen.

For at skrue tiden tilbage til årets begyndelse og nogle af de oplevelser jeg havde inden al gymnasiehurlumhejet, så var jeg for eksempel i januar måned, nogle dage inden jeg var til besøgsaften på Ørestad Gymnasium, til sleepover party med Tine, Pernille og Rebecca som I kender fra Pagaya, Speechless and Redundant og Breakingfree. I marts 2010 var jeg til gallafest på min gamle skole, og havde fået den fineste, mørkebrune kjole sendt hjem, som passede perfekt. I april fejrede min søster og jeg vores fødselsdage, min søsters 25-års og min egen 16-års. Fredag den 28. maj 2010 havde jeg sidste skoledag, hvor jeg var klædt ud som gammel mand, hvilket var et hit. I juni måned havde jeg alle mine afgangseksaminer, og midt i det hele var jeg et smut til Aalborg med Rebecca, fordi vi skulle en tur i Ramasjang og tale om Twilight! Den 22. juni dimitterede jeg fra folkeskolen og fik mit afgangsbevis og min røde rose. Nøjagtig en uge senere var jeg til forpremiere på Eclipse i Imperial sammen med Rebecca, som vi havde fået billetter til fra folkene i Ramasjang. Dagen efter var vi allerede inde og se den igen. I juli måned, i min sommerferie, var jeg i Rom med min far, hvilket var det varmeste varme man kan tænke sig, men en fantastisk tur var det.
Og så, den 12. august 2010 klokken 9:00 mødte jeg op på Ørestad Gymnasium til min allerførste skoledag. En fantastisk dag! Nogle uger senere, den 1. september, drog jeg af sted på introtur med mine klassekammerater og var hjemme, beskidt og mørbanket, tre dage senere.

Resten af året har budt på fredagscaféer og fester, en hel del hyggelige dage i selskab med Rebecca fra Breakingfree, masser af fjernsynskiggeri ved VM i fodbold, Harry Potter-premiere og Bogforum, Operation Dagsværk på et bibliotek og en julefrokost med mine klassekammerater her i december, samt den mest hyggelige juleaften med hele min familie, som jeg aldrig har prøvet at fejre sådan før, med masser af god mad og lækre gaver. Og, nå ja, så må vi ikke glemme de minimum seks besøg til Malmö – af dem vi har skrevet ned, altså! :P

Et fantastisk begivenhedsrigt år har det været, og det er kun blevet meget bedre af at have været i stand til at dele det hele med jer derude. Det at have min blog betyder rigtig meget for mig, og det at få en masse søde, kloge, støttende og venlige ord med på vejen er en af de ting, der er så fantastisk ved at blogge. Det kan synes dumt at en virtuel dagbog, eller hvordan man end vil beskrive en blog, kan have reel indflydelse i ens eget, ”virkelige” liv. Men det kan den, og det i høj grad, faktisk. Al den kontakt, der opstår, betyder enormt meget, og det varmer hver gang en ny læser giver lyd fra sig eller en af de ”gode gamle” atter gi’r sit besyv med. Så tusinde tak alle sammen! Tak, fordi I har været med til at gøre 2010 helt forrygende! :) Jeg håber, I får en helt fantastisk nytårsaften og kommer rigtig godt ind i det nye år! Ha’ det rigtig godt til vi ses igen i 2011! :D

Så er det i dag!

Dagen som mange af os har gået og ventet på i spænding; dagen, hvor første del af Harry Potter og Dødsregalierne får premiere! :D Bliver dét lige fantastisk, eller hvad?

Jeg glæder mig i hvert fald virkelig meget! :D I morgen har vi fået fri fra skole, fordi de fleste af modulerne i forvejen var aflyst, og at der derfor kun var ét tilbage som så er blevet lavet om til et virtuelt modul; dvs. et arbejd-selv-modul. Rigtig dejligt! :)
Derfor kan jeg uden tanker om en skoledag i morgen glæde mig til at mærke stemningen i biografen og til at sætte sig ned og bare nyde. Ih, hvor bliver det skønt! Og hvor må det altsammen dog føles tomt bagefter. xD
Inden jeg drager mod biografen skal jeg dog have færdiggjort en engelskaflevering, som er en analyse af filmen The Cider House Rules. Jeg er dog sådan set færdig; jeg mangler blot at rette til og gøre ved. Og så skal den bare sendes afsted (ja, ja, man går vel på et it-minded gymnasium).

Jeg beklager meget, at jeg ikke har fået skrevet så meget blog på det sidste, men der har bare været så meget at se til. Vi skal også igang med vores pilotproduktion i mediefag, men grundet manglende udstyr er det blevet udskudt igen og igen (kun for vores gruppe: de andres udstyr fejlede ikke noget).

Og så er jeg for øvrigt også rendt ind i noget hals-noget som jeg tror kommer af, at jeg lagde mig til at sove forleden dag med vådt hår. Ikke smart. Man må gerne tørre det. Bare en lille smule. -_- Nå, men jeg har ikke decideret ondt i halsen så meget længere – nu er det mere en irriterende hoste, der har taget over. I ved, sådan én, som kommer på de mest ubelejlige tidspunkter, og som man bare ikke kan holde inde og som nærmest forårsager enorme krampelignende stød gennem kroppen, hvis man forsøger sig alligevel. Masser af skoldhed te, dét er vejen frem. Gerne kamille. Og også gerne med honning i. Vi har bare desværre ikke mere af sidstnævnte.

Ikke desto mindre, så skal det naturligvis ikke afholde mig fra at glæde mig til 7-forestillingen i aften! :D Jeg håber bare ikke, at jeg pludselig får én af de dersens omtalte anfald midt i det hele. Jeg må have Strepsils med i lommen. Ha’ det rigtig godt og rigtig god fornøjelse hvis du ligesom mig skal ind og se Dødsregalierne i biografmørket i dag eller en af de følgende dage. :P

En pauseblog

Jeg har gået og tænkt på at lave en pauseblog; det vil sige en blog, jeg skriver på i pauserne over en hel skoledag. Så here we go! Jeg ved godt, jeg har svigtet bloggen de sidste dage, men jeg har ikke rigtig haft tid til at skrive – og får det nok heller ikke rigtig de næste dage, for der står den på en del afleveringer. Anyway, pausen lige nu er i vores mediefagstime hvor vi har om lineær og cirkulær dramaturgi. Egentlig er teoridelen i mediefag det, jeg synes bedst om. Alt det praktiske siger mig egentlig ikke så meget – lidt uheldigt, for det er netop det, den kommer til at stå på det næste stykke tid. Nemlig vores pilotproduktion, hvor vi skal fremstille en kortfilm som en øvelse til vores mulige eksamensproduktion.
I går mødtes jeg med Rebecca på Nørreport Station efter skole, hvorefter vi gik ned ad Købmagergade indtil vi nåede Studenterhuset, hvor vi skulle møde fire universitetsstuderende fra samme studie, som Line kommer fra – hende, vi blev interviewet af til New Moon-premieren og efterfølgende har talt med i forbindelse med Eclipse-premieren også. Det var rigtig hyggeligt at tale med dem! Jeg tror, vi er enige om, at det er sjovt at man kan skrive opgave om Twilight – og så er det fedt, at man kan hjælpe et hold af universitetsstuderende ved blot at fortælle om ens erfaringer og oplevelser ved en række bøger og film.

Da vi var færdige satte vi kursen hjemad, men opdagede halvvejs nede mod Nørreport Station, at Rebeccas klippekort var forsvundet. Og lige meget hvor meget vi gennemrodede hendes taske og lommer, så kunne vi ikke finde det. Heller ikke på jorden, selvom vi holdt godt øje. Vi endte derfor med at tage tilbage til Studenterhuset for at se, om det var der – men uden held – så til sidst opgav vi.
Jeg tog metroen tilbage til mit gymnasium (og sad ved siden af en, der talte spansk i sin mobiltelefon, og jeg forstod hvad hun sagde!) og var “heldig” at bussen kom, lige efter metroen havde sat mig af, så jeg kunne komme helt hjem. På motorvejen gik der så bare fuldstændig koks i den så helt “heldig” kan man ikke sige, at jeg var. Der var sket en ulykke længere fremme på motorvejen så ambulancer fes forbi hvert øjeblik og vi rørte os ikke det mindste. Great. En halv time sad vi der og lavede ingenting og ventede på at komme videre, og pludselig fløj vi derud af igen og fandt aldrig rigtigt ud af, hvad der var sket.

Mediefagstimen er for længst slut, så lige nu er der spisefrikvarter. Jeg har lige haft naturvidenskab og skal have ét modul mere af samme slags. Vi er så småt gået igang med vores afsluttende projekt i naturvidenskab. Ja, ja…

I aften skal jeg ud på Camillas gymnasium til caféaften. Det glæder jeg mig til. :) Fredag skal jeg formentlig lave matematikaflevering, da den skal afleveres søndag. Lørdag skal jeg til Bogforum med min far. And, folks – DER ER 1 UGE TIL HARRY POTTER OG DØDSREGALIERNE!

Et vaskeægte trøjedilemma

Nu skulle jeg lige til at plapre løs om trøje mig her og trøje mig der – men først og fremmest må jeg vel hellere berette, at jeg har fået efterårsferie! Og fremlæggelsen i samfundsfag gik godt – selvom en fra vores gruppe ikke dukkede op, så det var Sif og jeg der måtte stå for det hele… Men heldigvis var resten af dagen, som forventet, lige til at overkomme med tanken om at efterårsferien lå på lur. Efter skole tog vi hen i Field’s og købte hver en Magnum og snakkede og grinede og fulgtes derefter hjem i bussen. Om aftenen var jeg til min onkels fødselsdag, hvilket var rigtig hyggeligt. :)

Nu til det, jeg ville have startet med. Nærmere bestemt, trøje mig her og trøje mig der – eller noget. :P Ser I, landet ligger sådan, at der fra den 25. oktober kommer nye garnkvaliteter på gaden fra Garnstudio i uld fra henholdsvis får og lama = super-lækker-blød uld. Det jeg prøve at strikke noget af, og jeg har da også en trøje i tankerne… faktisk flere forskellige…

Selvfølgelig har jeg kun tænkt mig at lave én, bare rolig. Men hvad for en? :O Skal det være den første enkle pullover med noget fint rynkemønster foroven, den anden korte oversized turtleneck-sweater, den tredje helt almindelige cardigan med knapper foran, som der kan laves i hundredesytten varianter hvad angår farver og mønstre, den fjerde korte bolerolignende cardigan med teksturstrikket mønster eller den femte snoningsstrikkede cardigan…? Det kunne være sjovt at lave turtleneck’en fordi den er lidt speciel, pulloveren med rynkemønstret ville helt sikkert klæde mig rigtig godt, basiscardiganen i midten ville være sjov at lave og ville kunne bruges til hvad som helst, bolerocardiganen er speciel og sjov og den sidste med snoningerne er også rigtig fin – på ryggen er snoningerne dog måske en anelse for ‘tykke’, om man vil.

Næh, hvis jeg turde kaste mig ud i turtleneck’en, så ville det helt sikkert blive et unikt resultat, men gad vist om den så er så pæn i virkeligheden – og om den måske bare vil sidde helt enormt grimt?
Jeg ved ikke rigtig… måske vælger jeg at strikke noget andet end en trøje. Men hvis I frit kunne vælge mellem disse, hvad ville I da vælge?

På mandag er der forresten nøjagtig en måned til, at første del af Harry Potter og Dødsregalierne får premiere! Jeg glæder mig. :) Da vi var til min onkels fødselsdag i går fortalte han desuden, at han kendte biografdirektøren i den biograf, vi så Harry Potter og Halvblodsprinsen i sidste år, og han ville derfor prøve at få fat i tre billetter til premieredagen i år til min far, ham og mig. Så skal jeg se den med min onkel! Det er altså virkelig fedt. Han har læst bøgerne gud ved, hvor mange gange og har set filmene måske ligeså meget. Han er forresten ligeså gammel som min far. Jeg glæder mig! :D